Sproglaboratoriet på P1 kårede den 18. december 2015 årets ord. I alt 326 ord blev indstillet af programmets lyttere, og dommerpanelet endte med at pege på “flygtningestrømme” som vinderordet.

Medlem af dommerpanelet og direktør i Dansk Sprognævn Sabine Kirchmeier begrunder valget af ordet:

“Fordi det genskaber det billede, som mange sikkert har på nethinden med de mange flygtninge, der kom gående på motorvejen. Og så er det et ord, der ikke kun dækker Danmark. Det sker også i vores nabolande, så det er med til at knytte os sammen.”

En emoji som årets ord
Årets ord 2015 - en smileyAnderledes så årets ord 2015 ud i England. Her kårede Oxford Dictionaries en emoji (et humørikon/en smiley) som årets ord. Nemlig den emoji, der græder af grin. Og det er selvfølgelig ikke noget tilfælde. Brugen af emojis bliver mere og mere udbredt – og globalt set er det gule ansigt med tårer i øjnene den mest benyttede.

Selve ordet “emoji” var i øvrigt også et af de 326 ord, som bejlede om titlen som årets danske ord. Det samme var bl.a.

  • “Afviklingsdanmark”
  • “Øv-dag”
  • “Jobcenter-syndrom”.

Kigger man ned over listen med de mange ord, er det dog tydeligt, at flygtningesituationen har været meget på danskernes læber i årets løb. Det har bl.a. affødt helt nye ord som fx

  • “Frygtning”
  • “Bekvemmelighedskynisme”
  • “Brospytteren”.

Teknologi og politik præger også sproget
Sidste års vinderord var “MobilePay”, og også i år sætter teknologien sit præg på listen over nye ord:

  • “At swippe” – at betale med Swipp, der i øvrigt er konkurrent til MobilePay
  • “Textrovert” – ordet er en sammentrækning af “introvert” og det engelske ord for at sms’e “texting” og beskriver en person, som fx hellere vil sms’e end samtale
  • “Lovestorm” – det modsatte af en shitstorm.

Traditionen tro står også politikerne for skud på listen over årets toneangivende ord:

  • “Løkkeprincippet”
  • “Politikerlede”
  • “Støjsenderen”
  • “Fuskningsminister”.

Årets ord 2016?
Nu har vi taget hul på et nyt år, der vil præge vores sprog. Det er umuligt at spå om, hvad der bliver årets ord 2016. Men vi glæder os allerede til at se, hvad det bliver. Og du er desuden mere eller mindre indirekte med til at afgøre det.