Det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet. Men det er væsentligt for forståeligheden, at du er bevidst om dit sprog, når du vil dele sin faglige viden med andre. Jo sværere fagstof, jo mere brug er der for formidling.

Det er fagsprog, når tømreren bruger ord som “vindskeder”, og blikkenslageren taler om “vandlåse”. Og måske forstår du, hvad ordet betyder, måske ikke. Fagsprog kan nærmest blive til en slags kodesprog, hvor ikke-fagfolk kan få en fornemmelse af at være helt holdt uden for.

De fleste af os kender myten om læger, der taler på latin, så almindelige mennesker ikke kan forstå det. Sådan en læge mødte min faster for nylig, og hendes kommentar var, at det kunne da godt være, lægen vidste, hvad han talte om, men hun havde desværre ikke nogen mulighed for at vurdere det, for hun forstod faktisk ikke et ord af, hvad han sagde.

Derfor er den første regel for god formidling af fagstof, at du sætter sig i modtagerens sted. Det betyder, at du selvfølgelig ikke skal bruge uforståelige fagord til folk, som ikke er i faget. Fagord kan du derimod sagtens bruge, når du skriver og taler til andre fagfolk eller til folk, som du ved, har en viden om emnet.

Formålet er at give viden videre
Formidling af fagstof har primært til formål at give viden videre. Det er også den væsentligste årsag til, at du bliver nødt til at tænke sig om, når du skriver om dit fag. For hvis ingen forstår, hvad du skriver, kan du lige så godt lade helt være. Nogle gange er der kun én betegnelse for et fagord, men så må du sørge for at forklare det, så modtageren kan forstå det. Lad mig komme med et eksempel på, hvordan du kan gøre det:

Inden for læren om, hvordan vi bruger sproget (pragmatikken) findes der et begreb, som betegner det, folk gør, når de lægger andre folk ord i munden: “præsuppositonsfælde”. Fælden kunne fx være, at man spørger en mand, om han slår sin kone mandag eller tirsdag – man giver ham derimod ikke mulighed for at svare, at han ikke slår sin kone.

Det kunne også være skrevet sådan:

Inden for pragmatikken findes et begreb, som hedder en præsuppositionsfælde.

I det sidste tilfælde er fagordene ikke forklaret, og der er ikke brugt eksempler til at vise, hvad begrebet egentlig betyder.

Eksempler på eksemplets magt
Eksempler er faktisk geniale, når vi taler om formidling af fagstof. Her kan man virkelig tale om eksemplets magt. Et godt eksempel kan spare mange ord og gøre svært tilgængeligt fagstof meget mere menneskeligt. Mange har efterhånden lært, at de slipper for unødige forklaringer, hvis et eksempel viser, hvad de mener.

SKAT bruger eksempler, når de skal forklare, hvad skattebegreber betyder. Den samme tendens breder sig også i forsikringsbranchen, hvor flere forsikringsselskaber enten gør meget ud af at forklare de forsikringstekniske ord eller giver dem helt nye og mere forståelige ord. Fx hedder det ikke længere “præmie”, men “pris” i en del selskaber.

For nogle år tilbage levede en forfatter, som hed Palle Lauring. Han havde specialiseret sig i at skrive om historie på en levende måde. Han brugte personer, steder, tanker, handlinger osv. til at fortælle en god historie om historien. Hans læserskare var enorm, og selv om mange af hans fagfæller, altså andre historikere, rynkede på næsen ad hans populistiske tilgang til historien, så er det et faktum, at han nåede ud til langt flere læsere, end de mere traditionelle historikere tidligere havde gjort.

Et andet eksempel på en blændende formidler af fagstof er professor i fysik Holger Bech Nielsen, som taler som et vandfald, har en enorm viden om sit emne, men formår at fortælle om emnet i et sprog, som almindelige mennesker forstår.

Jamen, skal man da gå efter laveste fællesnævner? Skal alt fagstof være til at forstå af alle? Nej, selvfølgelig skal det ikke det. Fagstoffet skal kunne forstås af den modtager, du gerne vil henvende sig til. Men det er en udbredt misforståelse, at du virker klogere, hvis du bruger mange fagord, når du skal skrive om dit fagstof.