Er det korrekt at bruge accent, når man skriver: “Mén det, når du siger det!”?

Brugen af accenttegn i danske ord er valgfri – og det er derfor hverken korrekt eller forkert. Når vi vælger at bruge det i det nogle sammenhænge, er det for at signalere, at der skal tryk på den stavelse, som er markeret med accent. Det kan være af strengt praktiske årsager for netop at kunne skelne ordet fra et andet lignende ord.

På dansk kan “men” siges at have fire betydninger:

  • men [1]; navneord/substantiv
    (en skade ofte som følge af en ulykke eller vold)
  • men [2]; navneord/substantiv
    (noget som er betænkeligt eller tvivlsomt i en ellers uproblematisk sammenhæng)
  • men [3]; bindebord/konjunktion
    (udtryk for en modsætning eller overraskelse)
  • men [4]; bydeform/imperativ af mene
    (have en bestemt opfattelse eller holdning til nogen/noget)

Derfor giver det god mening at bruge accenttegnet, når du vil udtrykke en bestemt betydning frem for en anden. Det er desuden gængs praksis at sætte accenttegn over bydeformer, hvor fx et navneord staves på samme måde: Noter/notér – analyser/analysér – adapter/adaptér – reporter/reportér.

Det er således ikke forkert at sætte accenttegn over men [4]. Dog skal du være opmærksom på, at det ved første øjekast kan blive læst som men [1], da det er almindelig sprogbrug at sætte accent over men i netop den betydning.

Læs mere om accenttegn.