Andet gode råd til at skrive sprogprisværdige tekster handler om ærlighed – også den sproglige.
Når du skriver, skal du selvfølgelig holde dig til sandheden. Forhåbentlig giver det sig selv. Det er imidlertid ikke kun dit budskab, der skal være sandt. Dit sprog skal også være ærligt. Tom salgsgas, fuld skrue på superlativerne og kreative omskrivninger, der skal pynte på virkeligheden, bliver gennemskuet før eller siden.
Ejendomsmæglere har i mange år været berygtet for at skrue lige lovlig meget på hurraskruen, hvor ‘et stenkast’ kan dække over alt fra 20 meter til flere kilometer. ‘Tæt på offentlig transport’ betyder togskinner eller en motorvej i baghaven. ‘Autentisk charme’ er et håndværkertilbud uden lige.
Hvordan sælger man bedst en “vaskeægte møgejendom”?
Derfor var det også dejligt forfriskende, da Danbolig i Horsens gik usædvanlig ærligt til værks, da en ‘vaskeægte møgejendom i elendig stand‘ skulle sælges. Boligannoncen har siden gået sin sejrsgang på de sociale medier og landede således også på dommerkomiteens bord. Dommerne mente, at den friske og ærlige tone fortjente anerkendelse – også selv om det grammatiske haltede.
“Når man ser huset, kan man tydeligt se, det er noget rigtig skrammel. Det kunne vi ikke pakke pænt ind – vi var nødt til at gøre noget sjovt ud af det,” forklarer ejendomsmægler Nikolaj Poulsen, som har skrevet annonceteksten. Han fortæller videre, at annoncen har affødt mange positive tilkendegivelser, men at boligen dog ikke er solgt endnu.
Du skal med andre ord ikke være bange for at være ærlig. For med ærlighed kommer man som bekendt længst. Her har ærligheden givet Danbolig Horsens en masse omtale og nu også en sprogpris for årets bedste hjemmesidetekst. Samtidig ved dem, der ender med at købe boligen, præcis, hvad de får.
LÆS OGSÅ:
- Skær det overflødige væk!
- Skriv til dine modtagere, når du skriver til dine modtagere
- Mere om Sprogprisen.dk og årets vindertekster
(Foto: Jørgen Chr. Wind Nielsen)