Hvornår man bruger hhv. “der” og “det”?
“Det er dejligt vejr i dag”
“Der ligger et par handsker i bilen”
“Der/det er næsten 20 grader, og det blæser slet ikke”

“Der” og “det” bruges som (formelt/foreløbigt) subjekt i den slags generelle sætninger. Jeg kan ikke finde en konkret regel, vi kan forholde os til. Hvis vi i stedet kigger i Nudansk ordbog efter forskelle, kan vi læse følgende.

DER (formelt subjekt)
“Der” står på subjektets plads i sætningen, når det egentlige subjekt ikke har denne placering, eller når der ikke er noget egentligt subjekt.

Eksempler: “der er penge i kassen” • “der kommer snart øl” • “der var liv og glade dage” • “der blev straks ballade” • “nu er der ikke mere” • “der var meget mørkt inde i skoven.”

DER (adverbium)
Henviser til et bestemt sted, som den talende ikke selv er på.

Eksempler: “der står kosten” • “den blomst der er smuk” • “der kommer han jo!”

DET (foreløbigt subjekt, og subjekt i udsagn om vejret)
Eksempler: “det er let at læse de store bogstaver” • “det var Per, der kom ind ad døren” • “det var hunden, der havde spist kødbenet” • “det ser ud, som om vi snart får valg” • “det er varmt” • “det er koldt” • “det regner” • “det sner” • “det stormer”.

DER ELLER DET?
Det understregede eksempel er interessant, for her vil jeg mene, at man kan sige både
“Der var meget mørkt inde i skoven” og
“Det var meget mørkt inde i skoven”.

Forskellen (og det er muligvis en sproglig nuance) ligger i, at “der” knytter sig mere til skoven: “Derinde i skoven …”
“Det” virker mindre knyttet til skoven – og mere knyttet til tilstanden af mørke.

Om det samme gør sig gældende i forhold til din sætning, er jeg mere i tvivl om. Men “der” kunne fx henvise til udenfor eller et andet sted: “Der er næsten 20 grader (uden for/derinde/i kælderen)”, hvor “det” nærmere er en generel konstatering af temperaturen i stil med de øvrige vejrudsagn (det regner/blæser osv.).

“Der” og “det” kan således ikke bruges i flæng, men i nogle tilfælde lader det til at være sproglige nuancer, der afgør, om valget skal være det ene eller det andet.