[www.uvm.dk]
På bt.dk kunne du på et tidspunkt læse følgende overskrift: “Undervisningsministeriet kan ikke stave deres eget navn”. Overskriften henviser til, at Undervisningsministeriet (UM) i sit nye logo, der deler ordet i to, har fravalgt at bruge bindestreg. Således fremstår ministeriets navn reelt som “Undervisnings Ministeriet”. Andre steder på hjemmesiden er UM skrevet i ét ord og det kan muligvis skabe forvirring. Men er logoer undtaget retskrivningsreglerne, eller gælder der særligt skærpende omstændigheder for landets øverste uddannelsesmyndighed?
Til bt.dk fortæller kommunikationschef i UM, Louise Seest, at orddelingen skyldes grafiske hensyn, og at hun har stor tiltro til, at folk kan kende forskel på et logo og et ord.
Modsat ærgrer direktør i Dansk Sprognævn, Sabine Kirchmeier-Andersen, sig over, at grafiske hensyn trumfer retstavning: “Derfor er vi i Dansk Sprognævn kede af, at Undervisningsministeriet også har valgt at bruge den fremstillingsform i deres logo”, siger hun og fortsætter: “De færreste forstår, at det er af grafiske hensyn, at man skriver det i to ord. Og så bliver det lige netop misvisende”.
I egen barm
Det er lykkedes for stort set alle øvrige ministerier at få skabt et logo, der overholder retskrivningsreglerne. “Stort set” fordi Kulturministeriets logo står til individuel fortolkning. Burde det så ikke også være muligt for UM at overholde retskrivningsreglerne? Offentlige institutioner er netop underlagt den officielle retskrivning, hvor vi andre har mere bevægefrihed.
I den forbindelse er det muligvis værd at gribe i egen barm, for det er naturligvis langtfra kun ministerier, der bøjer retskrivningsreglerne af grafiske hensyn. Tag bare Syntaksis’ eget logo, der går stik imod hovedreglen om, at proprier (egennavne) skrives med stort begyndelsesbogstav. Denne tendens er meget udbredt blandt virksomheder – herhjemme såvel som i udlandet. Nogle virksomheder vælger så konsekvent at skrive deres navn med lille begyndelsesbogstav i tekster, og andre vælger – ligesom vi – at skelne mellem logo og tekst, således at navnet i sammenhængende tekst er skrevet med stort begyndelsesbogstav. Retskrivningsordbogen giver faktisk den frihed:
“Navne på personer, firmaer, foreninger mv. bør staves på samme måde som de pågældende selv skriver dem.”
[Retskrivningsordbogen § 61.3.]
Ja, der mangler reelt en bindestreg i Undervisningsministeriets logo, men det er næppe det, der får størst betydning for vores fornemmelse for retskrivning. Her spiller medierne formentlig en langt større rolle – og her er retstavning ikke kun tilsidesat af grafiske hensyn, men af reglen om indhold over form, stramme deadlines og mere fart på!