Jeg har bemærket, at man nu skriver “Jensen og Hansens ideer”, i stedet for “Jensens og Hansens ideer”.
Det er vel kun ved meget forbundne individer – gifte folk f.eks. – at man kunne skrive “Jens og Olines bryllupsdag”?
Og hvorfra kommer det lige pludselig?

Når man taler om grupper eller par, kan man nøjes med at tilføje s på det sidste led.

Der skelnes således ikke mellem, om personerne er mere eller mindre forbundne, men snarere om de er fælles om noget:

  • Line og Oles overraskelse til Bodil (Line og Ole laver sammen en overraskelse til Bodil).
  • Pernille og Mortens bryllup (Pernille og Mortens fælles bryllup).
  • Sune og Sofies kaniner (deres fælles kaniner).

Hvis “overraskelse”, “bryllup” eller “kaniner” ikke er fælles, skal man til gengæld tilføje -s til begge led:

  • Lines og Oles overraskelser til Bodil (Line og Ole laver hver en overraskelse til Bodil).
  • Pernilles og Mortens bryllupper (Pernille og Morten bliver gift, men ikke med hinanden).
  • Sunes og Sofies kaniner (Sunes kanin(er) og Sofies kanin(er)).

Jeg kan ikke se, at reglerne har været anderledes tidligere.