Hvornår bruger man “den” i stedet for “han” eller “hun”?
Min veninde synes, jeg skal omtale min hund som “hun” i stedet for “den”, da det er mere personligt. Jeg mener, at en hund jo ikke er en person, men et dyr. Er det forkert/uhøfligt at bruge stedordet “den”?
Lad os tage det sidste først; om det er uhøfligt. Det gode er jo, at hunden med overordentlig stor sandsynlighed er ligeglad. Og fordi det er din hund, bør det også være dig, der bestemmer, hvad du vil kalde den/hende.
Når det er sagt, har din veninde en pointe. Vi bruger tit kønnede stedord om dyr, der står os nært, har et navn, og som vi bevidst eller ubevidst tillægger en personlighed. Men der er – såvidt jeg kan se – ikke nogen regel mejslet i sten.
Jeg har selv to hanhunde med masser af personlighed og bruger udelukkende “han/ham”, når jeg henviser til dem hver især. Og skal jeg være helt ærlig, kan det da godt irritere mig lidt, når nogen, der ved, det er hanner, bruger “den” om en af dem. Derfor forstår jeg godt din veninde, men forskellen her er jo, at det er din hund.
Som et mindre relevant PS kan jeg nævne, at jeg også har givet min robotplæneklipper et navn, men fordi den hverken har personlighed eller putter med mig på sofaen, kan jeg og andre godt bruge “den” om robotten. Mere sensibel er jeg altså heller ikke.