Kommaet – det lillebitte og nærmest overflødige tegn. Og samtidig det tegn, som giver anledning til mest debat og diskussion. For tiden kører kommadebatten nok en omgang, og er det overhovedet muligt at sætte punktum for den? Dansk Sprognævn tager i hvert fald nu kommaet op til fornyet revision. Kommaet er nemlig hjerteblod for nogen, mens andre har et mere afslappet forhold til det lille tegn, der nok har en fast plads i det danske sprog, men ikke helt fast i grammatisk forstand.
Nej, det er ikke altid ligetil at få sat kommaet på sin rigtige plads. Det fremgår med al tydelighed, når bare man åbner avisen, går på nettet, læser et brev eller scroller ned gennem en e-mail. I hvert fald tydeligt for os, som kender kommaets rette plads. Vi har faktisk så svært ved at overse det manglende komma eller acceptere det fejlplacerede komma, at vi helt glemmer, hvad vi læser.
Og er det i virkeligheden ikke dér kommahunden ligger begravet? Alle os, der lader os slå ud af et vildfarent eller decideret bortrendt komma, er formentlig i mindretal. Langt de fleste tager det ikke så højtideligt. Det må egentlig være en befrielse at kunne lukke øjnene for fejl, som virkelig ikke betyder noget for det samlede billede. Fejl, som vi kun finder, fordi vi nyder at slå folk i hovedet med deres ufuldkommenhed. Og for at sælge flere kommakurser.
Født, før startkommaet blev frit
Men når man arbejder med sprog, er man uddannet til at følge reglerne. Regler, som Dansk Sprognævn altså nu vil genoverveje. I min branche lærer man også hurtigt, at følger man reglerne – og sætter sine kommaer korrekt – fornærmer man ikke nogen. Derimod risikerer man alligevel at træde en del mennesker over tæerne med kommamæssige fejlskud. Og skulle det ske, så kan du regne med at få skudt i skoene, at du er både uintelligent og sikkert sløset i alle livets andre henseender. Gisp! Jo, der er nogen, der tager kommaet meget alvorligt. Også for alvorligt.
I 1996 indførte Dansk Sprognævn “det nye komma” side om side med det grammatiske komma. Og for at gøre kommareglerne lidt enklere, splejsede man de to regelsæt i 2004. Dermed blev det såkaldte startkomma gjort frivilligt. Når du skriver, kan du altså helt selv bestemme, om du vil sætte komma før ledsætninger – selvfølgelig afhængig af om ledsætningen er en bestemmende eller beskrivende relativsætning. Det kan også være, der er tale om et parentetisk indskud. Helt enkelt, ikke?
Tværtimod har det frivillige komma formået at skabe større forvirring. Og danskerne er derfor forsat flittige til at sætte det frivillige startkomma – selv om sprognævnet anbefaler, at man lader være. De fleste bevidste kommaforbrugere sværger nemlig stadig til det gode, gamle “kryds-og-bolle-komma” – det, vi lærte dengang i folkeskolen. Altså os, der blev født, i god tid inden startkommaet blev frit.
Sæt kun de vigtigste kommaer
De kommaer, som virkelig har betydning for forståelsen, skal selvfølgelig sættes. Men det er altså ikke mange. Og dem har langt de fleste faktisk også styr på. Netop fordi det er så indlysende, hvorfor der skal stå kommaer i en opremsning og rundt om et indskud.
Jeg håber, at Dansk Sprognævn kan komme op med et kommasystem, som sikrer, at vi kun skal sætte indlysende kommaer. Et kommasystem, som udelukkende har til formål at styrke forståelsen af sætningerne. I stedet for, som det er nu, at være et system, hvis fornemste mål er at vise, at kommasætteren kan sin grammatik samt kender faldgruber, undtagelser og tillægsregler.
Som et lille punktum
Ville det ikke være fantastisk, hvis vi bare satte kommaer, når der var brug for det? Lidt ligesom vi sætter punktum. Nogle gange laver vi lange sætninger. Andre gange korte. Og for hver gang, vi sætter et punktum, holder vi en pause. Sådan skulle vi også kunne gøre med kommaet. Lad os betragte kommaet som et lille punktum og dermed give det funktionen: en lillebitte pause – ikke at forveksle med tidligere tiders pausekomma. Det er her, vi lige kan nå at trække vejret og overveje, hvad der nu kommer. Med pausen sørger vi for, at de ting, der naturligt hører sammen i sætningen, også bliver forstået sammen. Glem alt om grammatik for i stedet for at bruge øret til at høre, hvornår det vil give mening at sætte et komma.
Og så må vi bare acceptere, at det til alle tider er skribenten, som bestemmer, hvornår disse pauser skal være og ikke et bestemt kommasystem. Det er i hvert fald ét forslag.
Imens sprognævnet genovervejer kommaets fremtid, skal vi så ikke prøve at undlade at blive påvirket af manglende eller forkert satte kommaer? Det bliver svært – for nogle. Og i Syntaksis vil vi selvfølgelig også fortsat sørge for, at dine kommaer står helt rigtigt. Men vi kan da prøve at læse nyheder, breve og mails med helt andre øjne. Øjne, der ikke stopper op, fordi et komma har sat sig på tværs af synsfeltet. Øjne, som ikke straks går på jagt efter næste fejl og derfor helt glemmer at læse, hvad der reelt står i teksten. Det kunne jo være noget, der var vigtigere end tegnsætningen. Og det er der faktisk virkelig meget, der er.