Hedder det lettet eller lettede?

Det korte svar på det spørgsmål er, at det afhænger af, om det, som vi henviser til, er en handling eller en tilstand. Det er imidlertid ikke altid lige let at gennemskue, og det er derfor også et tilbagevendende spørgsmål.

Problemet opstår, når vi bruger datids tillægsformen (præteritum participium), fx “er lettet”, i forbindelse med et grundled i flertal. Skal tillægsformen så ende på –t eller –e?

Den overordnede tommelfingerregel er som nævnt, at vi skelner mellem en handling og en tilstand:

  • De er lettet (handling: flyveren er lettet med dem om bord).
  • De er lettede (tilstand: naboerne er lettede over, at huset blev solgt).

Lidt sværere bliver det dog at gennemskue, om noget er en handling eller en tilstand, når grundleddet ikke er et levende væsen. Er brillerne fedtet eller fedtede? Men også her er der en tommelfingerregel til at hjælpe dig på vej: Kan du sætte “blevet” ind i sætningen, uden at betydningen ændres, er der tale om handling, og tillægsformen skal ende på –t:

  • Brillerne er (blevet) fedtet

Kan du derimod indsætte en form for gradsangivelse, som fx meget, totalt eller smadder-, er der tale om en tilstand, og tillægsformen skal således ende på –e:

  • Brillerne er (totalt) fedtede

Sådan vil du i mange tilfælde kunne få afklaret, om det er den ene eller den anden form, der er mest korrekt i den givne sammenhæng. Men faktisk er det efterhånden blevet almindeligt, at du kan bruge t-formen i alle tilfælde.