“Han skriver nazist med stort n.” Det kunne også være hvad som helst andet, naturligvis – socialdemokrat, etc. Men jeg mener, at hvis man skriver “… nazist med stort N”, begår man en form for tautologi (“… med stort stort n”), og jeg foretrækker derfor “… med stort n”. Er der en regel?

Der er ikke nogen regel, som passer. Den regel, der kommer tættest på, handler om bogstavord, hvor reglen er, at man normalt bruger stort bogstav i ord, hvor bogstavet betegner rækkefølge, kvalitet eller type, eller hvor det er brugt på grund af sin form, fx A-hold, B-menneske, C-vitamin osv.

Når det er sagt, så er jeg enig med dig i, at det er en form for tautologi, som kan siges at forfladige sproget en smule. Man kunne også argumentere for, at man så skulle skrive: ”Han skriver Nazist med stort N”.

Vi er jo rigtig gode til at bruge sproget kreativt, og det er sikkert også derfor, at der ikke er regler for alle de ting, vi kan finde på at gøre med sproget. Men det er vigtigt, at det, vi gør med sproget, ikke forstyrrer forståelsen, og her krævede sætningen ”Han skriver nazist med stort n” flere gennemlæsninger, før betydningen stod helt klar. Måske ville den betydning være tydeligere, hvis der stod ”stort N”.

Konklusionen må være, at det egentlig er op til den enkelte, hvordan man vil skrive det, for der er ikke nogen regel, der dækker helt.