Hvad betyder ordet “mon” i salmelinjen “dig mon jeg mig befale.” ? (I salmen “Du, Herre Krist, min frelser est” af Stehn, fra 1588.)
Salmer er ikke Syntaksis’ stærke side, og vi søgte derfor hjælp i Ordbog Over Det Danske Sprog, som også er tilgængelig på nettet. Her angiver man, at “mon” (eller “monne”) tidligere bl.a. blev anvendt som mådesudsagnsordet “må” (eller “måtte”) for at gøre et udtryk mere ubestemt (usikkert, forbeholdent eller beskedent). Det var dog oftest kun som dobbeltkonfekt for at give udtrykket et mere højtideligt, poetisk eller gammeldags præg, som fx “mon gaa” = “gaar” eller “gik”.
I ordbogen står bl.a. følgende eksempler:
- Han seiled i Dage, han seiled i tre . . | Den fierde Morgen han Norrig mon see, | Jeg vil det ikke fordølge.
- Tiden æder med skarpen Tand, | Saa lidet monne hun levne.
- Vi monne rundt om Øen gaae, | Men fandt kun Ravn og Heire.
- Med Sorrig jeg Hænder mon vride.
- Den (dvs.: Uranienborg) ikke monne være | For nogen Viking bygt. | Urania til Ære | Den reiste sig saa trygt.
- En deilig, ung Ridder i Lunden mon gaae.
Den salmelinje, som du spørger til; “Dig mon jeg mig befale”, skal således efter vores bedste overbevisning læses som noget i stil med “af dig må jeg lade mig befale” eller “af dig lader jeg mig befale”.