Ved Sprogdagen ’18 holdt seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Henrik Lorentzen et spændende oplæg om de mange sportsmetaforer, der gennem tiden er kommet ind i dagligsproget.


Temaet for Sprogdagen i år var netop sport og sprog. Under overskriften “Kom nu ind i kampen – om sportsmetaforer i almensproget” fortalte Lorentzen om metaforernes baggrund og brug.


En metafor er et sprogligt billede, som bruges til at beskrive en situation eller et fænomen. I dette tilfælde kommer de sproglige billeder fra sportsverdenen, hvor de fleste af udtrykkene skal forstås helt bogstaveligt.



Sportsmetafor (boksning) sænke paraderne

“Sænke paraderne”



Fodbold i førertrøjen
Henrik Lorentzen har indtil videre registreret omkring 170 sportsmetaforer, som bliver brugt i almensproget. Metaforerne stammer fra forskellige sportsgrene, og der er en klar sammenhæng mellem sportsgrenens udbredelse/popularitet og antallet af metaforer. Det er derfor ikke overraskende, at fodbold står for en stor andel af metaforerne.


Desuden medvirker den stigende konkurrencementalitet og resultatorientering i samfundet til, at metaforerne bliver brugt ‘uden for banen’.

Sportsmetaforer - fodbold - ligge lige til højrebenet

“Den ligger lige til højrebenet”



Ud over udtryk fra fodboldbanen, håndboldhallen og bokseringen bruger vi også helt generelle sportsudtryk, der ikke knytter sig til en bestemt sportsgren. Det er fx, når nogen gør noget ’til den store guldmedalje’, eller når vi er ‘på hjemmebane’.


Beriger metaforerne sproget?
Når metaforer bliver brugt rigtigt, er det en fornøjelse at læse, fordi de fremkalder levende billeder, som gør en situation eller et fænomen let forståeligt.


Med tiden er der dog risiko for, at en metafor bliver brugt så meget, at den ender som en slidt kliché, der har mistet evnen til at male sproglige billeder. Det kunne fx være ord og udtryk som ‘takle’, ‘score ‘eller ‘på den lange bane’.



Sportsmetaforer surfing - ride med på bølgen

“Ride med på bølgen”



Sportsmetaforerne bliver i høj grad brugt om både politik og business. De er på den måde med til at tegne et billede af, at politik og business er sport. En kamp med vindere og tabere – og nærmest intet midtimellem. Det gør det muligvis nemmere at forholde sig til politik, men billedet er måske for unuanceret.


Eksempler på sportsmetaforer fra forskellige sportsgrene
  • Være med på sidelinjen
  • Køre med klatten
  • Ligge lige til højrebenet
  • Skyde over målet
  • Være i superligaen
  • Tyvstarte
  • Tage stafetten
  • Hæve/sænke baren
  • Højdespringer
  • Letvægter
  • Sparringspartner
  • Gå i clinch
  • Sende til tælling
  • Sænke paraderne
  • Give nogen baghjul
  • Kæden hopper af
  • Gå sukkerkold
  • Være med i opløbet
  • Spredt fægtning
  • Ramme plet
  • Ride med på bølgen
  • Spille ping-pong
  • Curling(forældre)



Sportsmetaforer - curling - curlingforældre

“Curling(forældre)”

Få 7 gode skriveråd

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og modtag vores 7 bedste skriveråd direkte i din indbakke.

Tak for din tilmelding. Vi har sendt dig en bekræftelsesmail.