Nogen gør det bevidst, mens andre kommer til det helt uforvarende: At blande faste talemåder sammen til nye, kreative, morsomme og ofte særdeles sorte vendinger. Som da Brian Mikkelsen – daværende justitsminister – for rullende kameraer bl.a. proklamerede, at de autonome “ikke har opfundet særlig mange skarpe knive i skuffen”.
Sammenblandingen sker formentlig, fordi vi føler os så godt hjemme i talemåderne, at vi ikke tænker nærmere over formuleringen – og pludselig står vi så der med røven i postkassen. Samtidig er der i flere tilfælde tale om, at de sammenblandede talemåder lapper over i betydningen eller metaforerne. Som når Brian Mikkelsen kludrer i to forskellige køkkenmetaforer om at opfinde den dybe tallerken og ikke være den skarpeste kniv i skuffen.
Underholdningsværdien er høj – især når fejlen ikke er et bevidst forsøg på sproglig kreativitet.
Et par andre eksempler:
- Det var dråben over i’et (prikken over i’et – dråben, der fik bægeret til at flyde over)
- Der lå humlen begravet (humlen ved det hele – der lå hunden begravet)
- Så måtte jeg jo krybe til patten (falde til patten – krybe til korset)
- Det er lige vand i mine ører (musik i mine ører – vand på min mølle)
- Hun er en kop te for sig selv (noget for sig selv – ikke min kop te)
- Jeg er ikke født bag en vogn (ikke født i går – ikke tabt bag en vogn)