Jeg synes, det kan være rigtig svært at få sammensatte ord korrekt. Er der andet end tryk på første stavelse, man kan gå efter?
Du er ikke den eneste, der har problemer med sammensatte ord. Men sammensatte ord er jo i sagens natur netop dét; sammensatte. Jeg kan ikke komme på et eksempel, hvor to (eller flere) navneord er adskilt af mellemrum. Eksempelvis bageplade, bilradio, kaffemaskine, avisartikel, telefonbog, computerprogram, kaffemaskinefabrikant.
Der findes naturligvis også andre sammensætninger – herunder tillægsord og navneord. De volder somme tider også folk gevaldige problemer.
Pausetesten
Tryktesten (tryk på første stavelse) er en god rettesnor, men er du ikke så sikker på tryk, kan du med fordel lave den modsatte test: Kan du holde pause mellem ordene (og dermed lægge tryk på begge ord), kan ordene godt stå med mellemrum.
- Rød kælk = en kælk, der er rød
- Rødkælk = en fugl
- Bil radio = bil og radio (giver ikke mening)
- Bilradio = en radio i en bil
- Dansklærer = lærer, der underviser i dansk
- Dansk lærer = en lærer, der bor i/kommer fra Danmark