Semikolon markerer et ophold i en tekst. Du kan sige, at opholdet er kortere end et punktum og længere end et komma.
Du kan sætte semikolon mellem to helsætninger, der hører specielt meget sammen. Så meget, at du altså ikke kan “nænne” at adskille dem med et punktum, fx
“Direktionen blæste til kamp mod for lange kaffepauser; derfor blev der købt mindre kopper.”
Semikolon kan også bruges i opremsninger, hvor der i forvejen bliver brugt kommaer, fx
“Ministerrokaden efter Bendt Bendtsens afsked i september 2008 involverede: Lene Espersen, der blev erhvervs- og økonomiminister; Brian Mikkelsen, der blev ny justitsminister; Carina Christensen, der overtog kulturministeriet og Lars Barfoed, der gør comeback som minister i transportministeriet”.
Der er ikke nogen regler for, at du skal bruge semikolon. Det er altså valgfrit, og ifølge Politikens Håndbog i Nudansk er semikolon nærmest ved at uddø, fordi mange bruger tankestreger og andre tegn i stedet for.