Hvordan bøjes ordet ‘sikre’?
Er den korteste form ‘sikr’?

Udsagnsordet (verbet) ‘sikre’ bøjes ifølge ordbogen således:

  • [At] sikre (navnemåde)
  • Jeg sikrer (nutid)
  • Jeg sikrede (datid)
  • Jeg har/havde sikret (førnutid/førdatid)

Ordbogen viser som regel ikke bydeformen.

‘Sikr’ er bydeformen (imperativ) af ’sikre’. Bydeform er den korteste form af et udsagnsord, men det har ikke som sådan noget med længden af ordet at gøre. Bydeformen bruges til at udtrykke en ordre eller opfordring – fx ’løb hjem’, ‘gå derover’, ’køb blomster’, ‘elsk livet’, ’støt forslaget’, ‘hamstr ikke gær’, ‘klandr naboen’ eller ’sikr dit hjem’.

  • Sikr dit hjem mod indbrud
  • Vil du sikre dit hjem mod indbrud? / Du skal sikre dit hjem mod indbrud / Du kan sikre dit hjem mod indbrud ved at …
  • Du sikrer dit hjem mod indbrud ved at …
  • Du sikrede dit hjem mod indbrud, da du …
  • Du har sikret dit hjem mod indbrud, når du
  • Du havde sikret dit hjem mod indbrud, og alligevel skete det.

Bydeformen kan i nogle tilfælde komme til at se lidt “mærkelig” og amputeret ud. Det gælder også ‘sikr’ – ikke mindst hvis det optræder i sammensætninger: ‘Tyverisikr dit hjem’. Derfor kan det somme tider være en god idé at omskrive til en af de andre former. Bydeformen er dog korrekt.

Brug et andet udsagnsord
Hvis du en anden gang er i tvivl, om du skal bruge bydeform eller en anden form af et udsagnsord, kan det måske hjælpe at bruge et andet udsagnsord, som fx ‘støtte’, hvor bydeformen virker lidt mere “normal”:

  • Støt (bydeform)
  • At støtte
  • Jeg støtter
  • Jeg støttede
  • Jeg har/havde støttet

Du kan læse mere om “mærkelige” bydeformer her.